Det er mors skyld

flov mor

Jeg hører det alt for ofte.

Ser mødre tvivle på dem selv, fordi en eller anden har sagt noget.

Ramt et ømt punkt og en tvivl… en usikkerhed omkring hvorvidt hun er en god nok mor.

Om hun mon har gjort noget galt, siden hendes barn er anderledes.

Vi er hurtige til at pege fingre og især os mødre står for skud.

Bærer du dit barn i en vikle, er det din skyld, hvis det ikke kan sove for sig selv.

Vugger du det når det skal falde i søvn, er det din skyld det ikke kan falde i søvn selv.

Samsover du med det, er det din skyld det ikke kan sove igennem.

Ammer du dit barn over de herhjemme anbefalede 6 måneder, er det din skyld hvis dit barn ikke er mega selvstændigt inden det er fyldt to år, og det er i hvert fald 100% din skyld hvis det er kræsent, eller ikke spiser “nok” almindelig mad når det er 9 måneder.

Vil dit barn ikke afleveres i institution, er det din skyld, fordi du udstråler uro omkring situationen.

Har du et barn der ikke vil i skole, er det åbenbart også din skyld.

Men ved du hvad?

Jeg køber den ikke.

Det der med det er din skyld.

Jeg vil rigtig gerne fjerne den tvivl du føler og få dig til at stoppe med at spørge dig selv: ”Er det mon mig der har gjort noget galt?”

Hvad kom først, hønen eller ægget?

Lad mig spørge dig om en ting.

Hvis du og jeg tager ud på en vandretur og kommer til en stor å vi skal krydse og du ser panikken i mine øjne. Hvis jeg fortæller dig at jeg er panisk bange for vand og jeg ikke tør krydse åen, fordi jeg er bange for jeg drukner. Vil du så skubbe mig ud i vandet og sige pyt med dig, eller vil du forsøge at finde en anden vej?

Hvis der ikke er en anden vej, men vi er nødt til at krydse den, vil du så forsøge at finde et sted, hvor der måske er en bro eller en træstamme der kan få os over på den anden side? Eller et sted hvor åen er så smal og så lav, at du kan vise mig der ingen fare på færde er?

Måske du endda vil tage mig på ryggen (forudsat at det er sikkert, og jeg er mindre end dig he he).

Når vi så har krydset floden, kommer hjem og fortæller omkring vores tur, vil du så tro på, hvis en af tilhørende sagde, at det var din skyld, jeg ikke ville krydse floden?

At du havde skabt frygten ved at føje mig og ikke blot have bedt mig stoppe med det fjolleri og krydse den å?

Kan du se hvor jeg vil hen? 😉

Når din lille baby ikke kan falde i søvn selv, så finder du på en løsning.

Du responderer på et behov.

Når dit barn ikke kan sove alene men vågner konstant, så handler du på det.

Når dit barn ikke kan ligge for sig selv og sove, så gør du hvad der virker – det der sørger for a dit barn får søvn.

Du skaber ikke problemet eller udfordringen, du forsøger at løse det.

Når dit barn ikke vil afleveres i institution og du ender med (som nogle gør) at passe det hjemme, så er det ikke dig der har skabt behovet i dit barn.

Dit barn reagerer på omgivelserne og på situationen og du reagerer på dit barns rektion.

Så kære mor.

Lad være med at tvivle på dig selv.

Spørg i stedet dig selv: ”Gør jeg det her for mit barns skyld?” ”Forsøger jeg at møde/opfylde et behov?

Hvis ja, så kan du roligt lukke ørene for alle andres meninger og holdninger om dig og dine handlinger. Dit barn, dit valg – ALTID!.

Jeg har selv båret 3 børn og jeg kan 100% med hånden på hjertet sige, at det ikke var for min egen skyld, jeg dag ud og dag ind rendte rundt med en vikle, med et sovende barn og en nakke, et par skuldre og en ryg der skreg. Alternativet var bare ikke federe, for det indebar et skrigende barn og en meget meget meget træt mor.

Jeg har samsovet med alle tre børn, de to ældste til de var ret store (de flyttede kun på værelse, fordi den mindste holdt fest om natten og de ingen søvn fik) og selvom jeg elsker at kunne høre deres rolige vejrtrækning og søde sovelyde (og når de griner i søvne<3), så kan jeg uden at blinke sige, at det ikke var for min skyld de lå derinde. Jeg kunne godt undvære hænder der pludselig fløj gennem luften og ramte mig i hovedet, tånegle der borede sig ind i min ryg, knæ der blev banket ind i siden på mig og meget underlige stillinger jeg lå i alt for længe, for ikke at vække de små mennesker.

smsovning

Så når du handler på dit barns behov er det ikke din skyld de er der. Du reagerer blot på dem.

Ser dit barn.

Lytter til det.

Og møder det lige der hvor det har allermest behov for det <3

Du er pisse hamrende sej, og lad ingen fortælle dig andet!

Kærlig hilsen

2 thoughts on “Det er mors skyld

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *