Hvorfor så travlt?

 

Hvorfor har vi så travlt når det kommer til vores børn?

Jeg er stået af konkurrence ræset. Jeg sammenligner ikke mine børn med andres og jeg er faktisk fuldstændig ligeglad med, hvad de kloge siger mine børn burde kunne, når de har en vis alder, og ved du hvad? Det er PISSE HAMRENDE befriende! 🙂

Når man får børn, virker det som om alting lyn hurtigt bliver til en konkurrence. Hvis baby tager bedst på, triller først, får først tænder, spiser først, sidder først, kravler først osv. Med min første søn, studerede jeg samtlige bøger, for at finde ud af hvad han burde kunne nu og hvordan jeg bedst kunne støtte ham i det, hvis han lige haltede lidt efter. Sundhedsplejerskens ord labbede jeg i mig og jeg havde altid mega ondt i maven inden hun skulle komme, for var min søn nu rigtig nok? Og havde jeg nu været god nok?  Når vi nåede et nyt udviklingsspring stressede jeg over han ikke gjorde som der stod i bøgerne. Barnet valgte selvfølgelig at ikke ville kravle, så efter sundhedsplejerskens anbefalinger lavede jeg kravletræning med ham (hold nu kæft hvor åndssvagt ikke?!). Han var sgu ligeglad. Han havde fundet sin egen måde at komme frem på. Han kunne sagtens møve sig frem og tror du så ikke den lille fis havde lært at sætte sig op og så bare gumpe sig frem med det ene ben?! Men det måtte han ikke, for som hun sagde, så ville det påvirke at han kom til at gå så hurtigt. Han trænede jo ikke sin hjerne ordenligt for han lavede jo ikke krydsmodal bevægelser. Hun glemte bare lige at spørge (og jeg glemte at bruge min egen hjerne 😒) om vi gjorde andet for at træne det, og det gjorde vi faktisk – rigtig meget endda. Det eneste vi fik ud af kravletræningen var en meget øm ryg.

Og jo barnet kom til at gå, og endda til helt normal tid, nemlig lige efter han var fyldt et år – og han kom sørme også til at kravle, blot først efter han var begyndt at gå.

Nogle gange er det sgu ikke fordi der er noget galt

Det er selvfølgelig rigtig godt at være opmærksom på, hvis der skulle være noget galt med ens barn, problemet er blot, at retningslinjerne lige pludselig bliver til endegyldige sandheder, og at vi som mødre (og sgu også sundhedsplejerskerne!) glemmer at normalen jo er et rimelig bredt område. Vi vil helst bare alle sammen gerne ligge i den fede ende af det 😉

Der var ikke noget galt med min søn. Han havde bare luret den. Han kunne langt bedre overskue det hele når han sad op, så han kunne ikke se pointen i at ligge der på alle 4 og glo ned i gulvet, eller skulle løfte hovedet hele tiden for at se fremad. Nogen ville måske kalde ham doven 😅  Nogle gange må man bare slå koldt vand i blodet og være fløjtende ligeglad med hvad de andre babyer i mødregruppen kan, for ingen børn er ens. Måske din lille nuller bare er ved at udvikle sin helt egen måde at gøre tingene på, og hvorfor er det så forkert?

 

Jeg glemte alle de gode ting

I min frygt for at der skule være noget galt med min søn, og jeg derved ville få at vide, at jeg ikke gjorde mit arbejde som mor godt nok, så glemte jeg faktisk at fokusere på alle de super fantastiske ting han faktisk gjorde. Fra han var under halvande år, sad han helt roligt og stablede terninger ovenpå hinanden. Og han var faktisk virkelig god til det. Op til 6 terninger kunne han få sat ovenpå hinanden inden tårnet væltede. Jeg har arbejdet i vuggestue og det er sgu ikke det man normalt ser børn på 15-16 måneder gøre. Han var også super langt fremme sprogligt. Inden han var 2 år kunne man føre lange samtaler med ham og han kunne hurtigt både sige 3, 4 og 5 stavelses ord og lave lange sætninger.  Det glemte jeg bare lige at fokusere på, for det andet var åbenbart vigtigere – det var i hvert fald det der blev fokuseret mere på fra alle andres side. For det er det der ofte sker. Vi kommer til at fokusere mere på det negative, det vores børn ikke er så gode til, i stedet for det de faktisk er super dygtige til. Og hjernen kan altså ikke bruge energi på det hele på en gang, så nogle gange rykker man indenfor et område og så står de andre lidt stille – og så pludselig er det et andet område der bliver brugt krudt på. Men det er forskelligt fra barn til barn, og jeg synes faktisk det er hamrende ærgerligt, at vi ofte kommer til at skubbe vores små guldklumper hurtigere frem end de egentlig er klar til, blot fordi vi er bange for de skal hænge nede bagest i feltet.

Tredje gang er lykkens gang

Lige nu sidder jeg og kigger på min tykke lille baby…. knap 8 måneder gammel er vores tredje søn og jeg har ikke et eneste øjeblik sammenlignet ham med nogle andre babyer fra bla mødregruppen, og tvivlet på om han nu også udviklede sig som han skulle. Sundhedsplejerskens “gode råd” er blevet taget med ro og en sund skepsis og han er sgu helt perfekt. Han kan ikke sidde stabilt selv endnu, og det tænker du måske han “burde” kunne. Men han får lov selv. Jeg har bevidst ikke sat ham op, og stablet ham med puder og andet for han ikke skule vælte. Det er ikke meningen babyer skal sidde førend de selv kan komme op i siddende stilling, men det er de færreste der får lov til det – især fordi mange begynder tidligt på grød og så er det bare lettere hvis de sidder. I barnevognen sættes de op godt siddende i spænd med barnevognspuder og andet, men det er på ingen måde godt for deres ryg. Så jeg er overbevist om han nok skal komme op og sidde når han selv kan komme ind og ud af stilingen og han er godt på vej 🙂 Det eneste tidspunkt han får lov til at sidde på (og det er KUN fordi han faktisk er super god til det og helt stabil) er når han sidder og eksperimenterer med maden selv. Et par af de andre i mødregruppen kan sidde – en flot stabilt og en anden knap så stabilt. Fælles for begge er det, at hvis de vælter, kan de ikke selv komme op og sidde igen. For mig er det en klar indikation om, at kroppen ikke er klar til det, og spørger du diveres fys’er, osteopater og ergoterapeuter er der også stor enighed om, at babyer SELV skal have lov, for når de så gør det, så har de styrken til det, og det går derfor ikke ud over deres knogler og led.

Han har næsten knækket kravlekoden og han kommer hurtigt og vidt omkring når han møver sig frem. Han får lov til at gøre tingene i sit tempo og jeg er fuldstændig overbevist om, at han nok skal nå alt det han skal – i sit helt eget tempo. <3 For hvorfor har vi så travlt? Hvorfor fokuserer vi hele tiden på det næste de skal kunne, i stedet for at glædes over hvor de er lige nu?

Sæt farten ned – barndommen er ikke et kapløb om hvor hurtigt de lærer de forskellige ting. Det er en fuldstændig magisk tid der aldrig kommer igen. Fuld af fantasi, forundring, fordybelse og mulighed for at gøre lige det man føler aller mest for. Nogle børn har brug for at se det hele lidt an inden de kaster sig ud i det. Nogle syntes det er fedt at mestre noget HELT inden de går videre til det næste, nogle kaster sig ud i det ene efter det andet og har fuld fart på, og måske ikke helt tålmodighed nok, til at gøre det hele færdigt. Alle børn er forskellige og det skal de have lov til at være. Og det burde være en selvfølge, at de selv havde en stemme omkring, hvad de egentlig havde mest lyst til at bruge krudt på lige nu. De skal nok nå det. De skal nok udvikle sig og lære. Vores opgave som forældre er ikke at udvikle dem, men at holde rummet for, at de selv kan gøre det <3 For det kan de godt, hvis de får lov.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *