Dette er en hudløs ærlig, 100% autentisk beretning, fra hvor jeg mentalt befandt mig for lidt over et år siden. Der hvor jeg HVER DAG følte mig som verdens dårligste mor, hvor jeg ofte sad og græd over min egen manglende evne til at være den forælder jeg så inderligt ønskede. Hvor jeg hver dag var ved at blive ædt op af dårlig samvittighed over, ikke at kunne være den mor for mine drenge, som jeg følte de fortjente.
Du kan tænke hvad ud vil om mig, dømme mig, grine af mig – eller du kan kigge ind i dig selv og se om noget af det jeg skriver giver genklang. Om du måske også nogle gange føler på samme måde. Om du altid er den du ønsker at være overfor dine børn, eller om du også til tider lader din manglende energi, frustration, dårlige humør, stress mm gå ud over dem.
Jeg VAR der og det var ikke rart. Jeg brød mine løfter til mig selv konstant, men følte ikke jeg reelt havde noget valg – jeg havde i hvert fald ikke kontrol over det. Alle de tanker jeg havde om at blive mor, alle de ønsker og alle de ambitioner, kunne ikke lade sig gøre, for jeg havde ikke fået ryddet op i det lort jeg havde indeni. Min frygt, min tvivl, min usikkerhed, min manglende selvkærlighed, mine løgne overfor mig selv og alt det andet, som vi alle har indeni. Det væltede op, da jeg pludselig stod med ansvaret for et lille menneske. Da jeg pludselig blev presset som jeg aldrig var blevet det før. Da jeg blev tvunget til at se på mine egne overbevisninger og konstant konfronteret med mine “mangler”, eller i hvert fald de sider af mig selv, som jeg ikke ville acceptere og hele tiden forsøgte at gemme væk. Men vi kan ikke løbe fra det der er indeni, og om vi vil det eller ej, så påvirker det os HVER DAG. Hvis vi bliver ved med at handle eller reagere på bestemte måder, så er vi nødt til at kigge ind af og finde ud af, HVORFOR vi reagerer som vi gør. Vi kan ikke lægge ansvaret over på vores børn og bare sige at det der dem der er noget galt med, dem der er irriterende, ikke opfører sig ordentlig, ikke hører efter osv, den holder ikke. Så læs med hvis du har lyst, og til sidst fortæller jeg også, hvordan jeg kom ud over det, og idag føler mig som verdens BEDSTE mor ?
Min søn da han var 1 dag gammel og jeg lovede ham at jeg aldrig ville skælde ham ud
“Lorte mor
Så skete det igen…. jeg mistede fuldstændig kontrollen og råbte af min søn. Hold nu kæft en klaphat. Hvad fanden sker der oven i bøtten på mig når jeg kan finde på at stå og råbe af en 3-årig, helt ærligt!
Ja de kan være pisse irriterende de unger og ja de ved lige præcis hvilke knapper de skal trykke på, så det føles som om en vulkan er ved at boble over indeni, men hvem er det lige der burde være den voksne her? Jeg burde fandeme vide bedre. Jeg VED bedre, men nogle gange er det bare som om hjernen lige er to skridt bagud og først når at tænke “hov stop lige en gang” når det er for sent. Jeg har ellers lavet en regel for mig selv… altså ud over alt det der med at tælle til 10 og husk på at de jo ikke gør det for at irritere én og det er et led i deres udvikling og det er et sundhedstegn og bla bla bla…. Reglen er, at det kun er okay at råbe, hvis det er for at forhindre en ulykke. Den holder bare ikke i virkeligheden. For det første fordi at det måske nok ville gøre mere skade end gavn, at råbe i en potentiel farlig situation og det er nok ikke det smarteste at råbe og gøre et barn nervøs eller bange, hvis det fx er fordi de står og balancerer på et gelænder eller er millimeter fra at falde ned fra et alt for højt sted. Der er det nok smartest at tage benene på nakken og løbe hen og være klar til at gribe. Den anden grund til at det ikke holder er, at de situationer jeg råber i ikke indeholder fare, men en pisse irriterende unge der bare danser rundt på min tålmodighed og skider højt og flot på hvad jeg siger. Eller gør lige præcis det jeg har bedt ham om at lade være med for 7000 gang og så er det, at jeg bare kan mærke det boble indeni og før jeg ved at det, kommer der noget knap så velovervejet ud af min mund.
Denne gang var det en badesituation der udløste det. Begge drenge var i bad og de skulle have vasket hår. Den lille siger ikke noget til det, men den store HADER (og det dækker ikke engang over det!) at få vasket hår. Faktisk er han panisk angst for at få vand i hovedet og har altid været det, så det er altså blevet til RIGTIG mange knap så hyggelige bade efterhånden. Lige idag var nok bare ikke den rigtige dag at gøre det rent sindstilstandsmæssigt, men det var altså på tide at få vasket de unger. Jeg prøver at forberede ham på at han skal have vasket hår og han får to valgmuligheder for hvordan det skal foregå. Selvfølgelig vælger han ikke nogen af dem, men da jeg siger at jeg så bare begynder at skylle, vælger han alligevel at få den gyselige skærmlignende ting på hovedet som forhindrer vandet i at løbe ned i øjnene. Det går sådan nogenlude indtil der skal shampoo i håret. Så knækker filmen for det lille menneske og han begynder at hyle og skrige og sparke i vandet. Desværre sidder hans lillebror i benenden og er så heldig at blive ramt. Han stikker i et hyl og jeg prøver at få kontrol over de vildfarende ben, forhindre al for meget sæbe i at komme i øjnene og trøste den lille trold samtidig, dog uden større succes. Jeg beder ham gentagne gange om at stoppe med at sparke, for han rammer sin lillebror, men det ændrer ikke noget. Der er det så vulkanen kommer i udbrud og jeg får råbt et eller andet til ham, jeg kan ikke engang huske hvad. Min kæreste kommer farende, jeg får bakset et håndklæde om den lille og kastet i armene på ham og så skal det hår fandeme vaskes. Jeg er fuldstændig arrig og fucking færdig med at være sød og rar. Tænder for bruseren og skyller det lorte shampoo ud mens han hopper og danser, hyler og skriger og prøver at komme væk. Som om det ikke er overgrebsagtigt nok, er jeg åbenbart stadig ikke færdig med at lukke galde ud og siger til ham hvor latterligt det er at han skal te sig sådan (hvem er det lige der teer sig?!!) og jeg er pisse træt af det skal være sådan når han skal have vasket hår. Han har snot i hele hovedet og er fuldstændig gennemblødt på kinderne af tårer (han har stadig skærmdimsen på, så nej det er ikke vand). Jeg tager håndklædet og tørrer hans hår så det ikke skal dryppe ned i hovedet og han bliver bare ved med at sige at han ikke vil have frisure. Jeg prøver at køle ned og snakke med ham, men ingen af os er der hvor der vil komme noget konstruktivt ud af det, så jeg ender med at gå og han sidder og græder. Jeg går ind i stuen og overtager den lille og min kæreste går derud. Tårerne triller ned at kinderne på mig og jeg er ved at brække mig over mig selv. Hvad fanden sker der for mig? Hvordan kan jeg reagere sådan overfor det lille smukke menneske jeg elsker så højt? Hvorfor fanden kan jeg ikke bare tage mig sammen?
Det sker heldigvis ikke så tit og jeg har faktisk fundet på en ting der når at tage det i opløbet. Jeg fortæller simpelthen min søn når jeg kan mærke han er ved at træde på det ømme punkt en gang for meget. Når jeg kan mærke jeg er ved at blive irriteret siger jeg til ham, at hvis han ikke stopper nu eller hører efter, så kan jeg mærke jeg bliver sur og det har jeg ikke lyst til. Han har heller ikke lyst til at jeg bliver sur, så ofte retter han ind og vi undgår et større udbrud. Jeg ville fandeme gerne lære at være mere rolig så hvis der er nogen der har fundet metoden så please inlighten me!!! Jeg kigger på det skønne barn når vi hygger og leger og tænker han er det dejligste væsen der findes og undrer mig over jeg nogensinde har kunne være sur på ham. Jeg siger til mig selv at jeg skal huske ham præcis sådan hele tiden og det gør jeg også… lige indtil næste gang han trykker på de forkerte knapper og det bobler indeni.
Det er jo ikke hans skyld at han ikke kan lide at få vand i hovedet, det er heller ikke hans skyld at han er 3 år og alt indeni ham siger at han skal prøve grænser af HELE TIDEN, det er heller ikke hans skyld at jeg stadig ikke sover mere end max 2 timers sammenhængende søvn af gangen om natten og minimum er vågen 4 gange for at hjælpe lillebror. Eller at jeg er max presset fordi jeg har valgt at gå selvstændig (for ungernes skyld ironisk nok) og ikke har ret meget tid i døgnet til at lave markedsføring eller skaffe kunder og jeg derfor ikke ved om jeg har til huslejen næste måned. At jeg har vært alene med to unger hele ugen fordi de har ferie men far ikke har og overskuddet derfor naturligt halter en smule. Eller at jeg har 800 billeder fra et bryllup i weekenden jeg stadig ikke har fået kigget igennem fordi jeg først kan gøre det efter puttetid om aftenen og lillebror synes jeg ikke skal have hænderne fri ret længe af gangen. Intet af det er hans skyld. Det er heller ikke min skyld, men hold nu kæft hvor det fylder meget indeni og gør det rigtig svært at være mega overskudsagtig og takle alle hans trodsalder ting med et smil på læben. Den mest zen-agtige munk ville sgu komme på noget af en prøve her! Men det gør det ikke mere okay, at jeg overfalder ham på den måde. Det får mig ikke til at have det bedre med det eller bære mere over med mig selv. Jeg bliver stadig pisse ked af det og ønsker at skrue tiden tilbage og gøre det om og jeg lover stadig mig selv endnu engang, at det ikke vil ske igen og håber inderligt, at jeg kan holde det denne gang.”
Jeg kunne holde det denne gang. Ikke fordi det var det magiske antal gange jeg havde lovet mig selv det, og så gik det automatisk i opfyldelse. Nej det var fordi den oplevelse satte SÅ dybe spor i mig, at jeg på INGEN måde havde lyst til at opleve det igen. Og så gjorde jeg noget aktivt. Jeg satte mig for at finde ud af HVORFOR jeg reagerede som jeg gjorde, hvorfor jeg blev så irriteret, hvorfor jeg blev så vred og slet ikke kunne styre det osv. Jeg begyndte at grave dybt i mig selv. Jeg stillede nogle svære spørgsmål og var hudløst ærligt overfor mig selv og jeg kom VIRKELIG ned i dybden og fik ryddet op i nogle ting som på ingen måde gavnede mig, men tværtimod spændte ben overfor mig, ikke kun i forhold til mine børn, men også min kæreste, familie, arbejde og alle andre aspekter i livet. OG HOLD KÆFT HVOR VAR DET BEFRIENDE!!!! Ikke alene blev jeg meget mere rolig, jeg fik mere energi, overskud, LYST til at være sammen med mine børn (ægte lyst ikke bare den der “jeg burde også” følelse), jeg fandt mit indre barn, hyggede mig med dem, var rummelig, overskudsagtigt, tålmodig, forstående ja ALLE de ting, som jeg hver dag havde dunket mig selv oven i hovedet fordig jeg ikke var. Så ikke mere verdens dårligste mor, ikke mere dårlig samvittighed, ikke mere mindreværdsfølelse, manglende selvværd og alt det andet jeg følte hver dag. Bare frihed. Frihed til at være den mor jeg VIRKELIG ønsker at være. Den mor mine børn fortjener. Den mor de elsker, krammer, kysser, hygger sig med, trøstes af, griner med, leger med og kan være 100% sig selv sammen med.
Bliver jeg så aldrig mere irriteret? Jo, men slet ikke i samme grad og slet ikke der hvor jeg mister kontrollen over mig selv. Min logik, min hjernekapacitiet, min ro og mit overskud forsvinder ikke. Og jeg bliver ikke irriteret over de latterligt små ligegyldige ting, som jeg hele tiden gjorde før.
Jeg vil aller hjertens gerne hjælpe dig med at opnå det samme og hvis du er nysgerrig på hvordan jeg gjorde, og hvordan DU kan få ryddet op i det der forhindrer dig i at være den forælder du gerne vil være, så kig lige her.
Kik på billedet