Et begreb jeg er stødt på rigtig mange gange de seneste år er “SUPERMOR”. Ofte bruges det i sammenhænge jeg slet ikke forstår eller er enig i. Ikke fordi min opfattelse nødvendigvis er mere rigtig end andres, men jeg synes der er lidt en tendens til at hylde en bestemt type mor og kalde hende supermor.
Angelina Jolie, mor til små tvillinger og yderligere et hav af adopterede børn, kommer i form på rekord tid efter fødslen, er hurtigt igang med arbejdet igen, der ofte indebærer lange dage væk fra børnene – SUPERMOR!
Den nybagte mor, der pakker sin 8 uger gamle baby sammen og smutter op i fitnesscenteret, mens baby sidder i autostolen eller ligger i liften – wow mega SUPERMOR!
Hende der hurtigt finder tilbage til fritidsinteresserne og hobbyerne, og finder tid til dem til trods en lille ny og måske flere små børn derhjemme – som lige kan drible en aftale med veninderne ind og ikke siger nej til en aften ude – er hun en supermor?
Jeg spørger ikke for at støde nogen, og jeg forsøger ikke at kalde nogen ud og sige at de IKKE er det. Men prøv at se mønsteret. Det er ofte de ting der hyldes som værende anerkendelsesværdigt. Der hvor man får af vide “Wow du er en supermor”.
Men hvad med den nybagte mor, der sidder der hjemme med en baby der er ked, rigtig ked, og prioriterer at alle hendes vågne timer, bliver brugt på at forsøge at hjælpe det lille menneske. Hvad med hende der kæmper en kamp, med at få amningen til at fungere og tilsidesætter ALLE sine egne behov, for at fokusere sin energi på at det lykkes. Hende der ikke sover mere end en halv time af gangen, og kun får 4 timer sammenlagt på et døgn, fordi hendes baby har svært ved at finde ro, eller har ondt. Hende der må sige nej tak til besøg og invitationer til alverdens ting, og som bestemt ikke lige kommer ud at løbe en tur eller smutter i fitnesscenteret – er hun ikke en supermor?
Hvad med den enlige mor, der har 4 børn, ingen hjælp, hvor økonomien er stram, men som alligevel finder overskuddet til at købe en kagemix, som den ældste kan have med i skole til klassens time? Eller er så træt af det hele, men alligevel formår dag efter dag at bikse noget sammen til aftensmad, så børnene kan få mad i maven – er hun ikke er supermor? Hvorfor hyldes hun ikke?
Eller den mor, der vælger at sige sit job op og gå hjemme de første 3 år af sit barns liv, fordi hun gerne vil være der mest muligt for sit barn mens det er lille og har brug for hende. Er hun ikke en supermor?
Hvorfor er det oftest når vi formår at presse ting ind, der IKKE har noget med vores børn at gøre, at andre ser os som supermødre? Når vi prioriterer egne behov og lyster højere end vores børn? Ikke at det nødvendigvis er forkert, men det er ofte kun der vi får et anerkendende klap på skulderen, eller kan se beundrelsen i andres øjne – ofte endda fra de mødre der sidder og kæmper en kamp og på ingen måde kan se, hvordan de skulle få tid eller overskud til det samme i deres liv.
Kære mor der har født for 3 måneder siden og stadig ikke har fundet løbeskoene frem – jeg synes du er en supermor, fordi du tager det roligt og er der for dit barn!
Kære mor, der lider indeni, fordi du føler du ikke kan hjælpe din baby, der tydeligt har ondt, eller ikke synes livet er en leg, der traver gulvende tynde derhjemme med en grædende baby på armen – jeg synes du er en supermor, for du kæmper ALT hvad du kan, selvom du har ondt både fysisk og psykisk!
Kære mor, der takker nej til fødselsdagsinvitationer og afslår besøg hveranden dag, fordi din baby reagerer med hjerteskærende gråd hver gang, der har været for mange indtryk – jeg synes du er en supermor fordi du vælger at lytte til din babys behov og sætte dem højest.
Kære mor, der bare prøver at være mor på den måde du føler er aller bedst, hvad end det indebærer – jeg synes du er en super mor, for man skal ikke være på en bestemt måde, eller gøre bestemte ting for at være en supermor, ikke i min verden i hvert fald <3
Jeg troede at jeg ville blive en supermor. I min verden betød det, at jeg elskede mine børn over alt på jorden, satte dem først, mødte deres behov, udviklede dem, hyggede om dem, og samtidig lige havde tid til at ordne alle de huslige pligter, have maden klar hver aften, selvfølgelig hjemmelavet fra bunden, kunne underholde gud og hver mand der ønskede at komme på besøg, selvfølgelig med kage og nybagt brød. Tage til babysvømning, rytmik, mødregruppe, besøg på arbejde, hos veninder, kollegaer osv. Komme op og afsted på en rolig og stressfri måde, lave en masse ting med mine børn når de blev lidt større, samtidig med jeg selvfølgelig var der for venner, familie og bekendte når de havde brug for det OG lige kunne smide et par kunder (Foto) ind i ligningen. Og jeg forventede den gik op – for når man får børn kan man jo stadig det samme ik? Det får vi i hvert fald af vide.
Jeg behøver nok ikke at fortælle dig at ligningen ikke gik op, og at jeg på ingen måde følte mig som en supermor. Det eneste jeg fik ud af det var, at jeg gjorde en masse ting halv… ikke engang halvt, kvart eller endnu mindre. I stedet for blot at fokusere på, at jeg var blevet mor og i virkeligheden kun havde én vigtig ting at tage mig af, nemlig mit barn, så forsøgte jeg at leve op til nogle fuldstændig urealistiske forventninger, der gjorde at jeg aldrig følte jeg var god nok. Jeg glemte at lytte til mig selv og mit hjerte, der fortalte mig at alt andet kunne være pisse ligemeget, hvis det betød, at jeg ikke kunne være der 100% for mine børn. Hvis jeg blev SÅ drænet af at dele mig i alle de stykker, at jeg ikke engang havde overskud til at være nærværende, når jeg var sammen med dem, og bare synes at det hele var mega hårdt. Jeg var ikke en supermor af at begynde at løbe 3 uger efter fødslen. Jeg var ikke en supermor af at begynde til håndbold igen 5 uger efter fødslen. Jeg var ikke en supermor af, at sige til alle at døren stod åben og de skulle være velkomne til at kigge forbi til kaffe og kage – det kan godt være andre synes jeg var det, men det gjorde jeg ikke.
Så lad være med at tro, at du skal leve op til et bestemt ideal, for at være en supermor. Der findes ikke nogen endegyldig sandhed og det der er rigtig for mig er det måske ikke for dig. Vi er alle forskellige, med forskellige forudsætninger, udfordringer og omstændigheder, så at tro at vi alle kan være på samme måde gavner ingen. At tro at man kun er en supermor hvis man opfylder kravene på en bestemt tjekliste gavner ingen – slet ikke den mor der gør ALT hvad hun kan, men ikke kommer i nærheden af at kunne sætte hak ved bare halvdelen af punkterne på den liste.
Lav din egen liste, for i virkeligheden er det kun dig selv, der kan definere hvad du synes en supermor er – husk blot at være realistisk og tage udgangspunkt i det du mærker i hjertet og ikke det du tror alle andre forventer (som jeg gjorde) ellers brænder du sammen i forsøget på at være, noget du ikke er og aldrig bliver <3