Åh hvor jeg oplever den tit….. tvivlen….. Den der nagende følelse af, om det man nu gør også er rigtigt. Men den er ikke kommet af sig selv. Den er kommet pga en kommentar eller en bemærkning. Det kan enten være fra en i familien, en ven eller sundhedsplejersken. Her gik man egentlig og troede at man havde styr på det. Amningen havde man fået til at fungere, ens baby virker glad og tilfreds, vokser og trives. Og så kommer der en latterlig bemærkning, som banker al selvtilliden og troen på sig selv som mor ud af kroppen. Hvad skal det til for? Hvorfor er det partout vi skal presse ligegyldige holdninger ned over en glad og tilfreds mor, der blot prøver at nyde tiden med sin baby? Hvorfor er vi så fastlåste på one-size-fits-all når det aldrig kan være sådan?
Jeg er egentlig ligeglad med, om du bare mener du kommer med et godt råd. Hvis du ikke er blevet bedt om din mening, så lad være med at komme med den, jo mindre du er overbevist om barnet er på nippet til at kradse af. Men så er jeg sgu pænt sikker på den kære mor ikke var sikker på alt var fint, for så ville hun ikke have et glad og tilfreds barn, der trives. Alle babyer er forskellige. Alle mødre er forskellige. Det du gjorde med din baby, er ikke nødvendigvis det andre gør med deres og det er heller ikke sikkert det ville virke. Og så er jeg faktisk ligeglad om man har en uddannelse der “berettiger” en til at komme med sin mening. Tag nu de kære sudhedsplejersker. Hold op hvor er det fantastisk de kommer ud i de små hjem, til de nybagte mødre, måler og vejer deres babyer, spørger hvordan det går, og forsøger at veje moderens sindstilstand og vurdere om der er grund til bekymring (her tænker jeg på fødselsdepressioner). Men her stopper min beundring altså også. For hold nu op hvor jeg møder mange mødre, der får helt åndsvagt dårlige råd, af de mennesker, der egentlig burde være den største hjælp efter fødslen. Nogle gange spekulerer jeg på, om deres uddannelse rent faktisk er tilstrækkelig i forhold til det job de har. De udtaler sig gerne om amning, til trods for de INGEN uddannelse har i det. Ofte kommer de med råd der direkte modstrider nationale og internationale ammerådgivere, og som på nul komma fem kan få ethvert ethvert ammeforløb til at gå i vasken. Hvor har jeg mange gange korset mig, når en nybagt mor kommer til mig, med hendes baby, og får af vide, hvad de er blevet rådet til at sundhedsplejersken. Der er ikke noget at sige til de har problemer og opsøger hjælp, for det de er blevet rådet til er på ingen måde hensigtsmæssigt for hverken dem selv eller deres baby.
Jeg skrev på et tidspunkt til 3 forskellige kommuners sundhedpleje ordninger, for at høre dem om muligheden for at komme ud, og informere de nybagte mødre, om alle de ting de selv kan gøre derhjemme, for at give deres baby den bedste start på livet – gratis selvfølgelig, fordi jeg synes det er så VANVITTIG vigtig, at de får alle de redskaber, der kan hjælpe dem til at få en super start på rollen som nybagt mor. Redskaber der kan hjælpe dem med at tro på dem selv, og at de rent faktisk er det bedste for deres babyer. Hvad fik jeg af vide? Sundhedsplejen må ikke anbefale alternativ behandling. Den mest naturlige, skånsomme og kærlige måde at hjælpe sin baby på, må de ikke anbefale, men hvis maven driller, er de ikke sløve til at foreslå sukkervand (skadeligt for immunforsvaret) eller afføringsmiddel (vanvittig vanedannende og på ingen måde med til at styrke eller modne de små tarme). Om jeg begriber det. Driller amningen lidt, så giv flaske. Sover din baby ikke godt nok, så giv flaske. Hvad er det for nogle råd? Hvor kommer de fra?
Hvad med om de henviste til kompetent hjælp, folk der rent faktisk ikke bruger tid på andet og VED hvad de snakker om, i stedet for at komme med et halvfesent råd, som skader mere end det gavner. Eller endnu bedre! Hvis de så gerne vil være kompetente til at udtale sig om og vejlede i amning, hvad så med at få en ud der kan undervise dem i det, så de råd de kommer med rent faktisk bliver en hjælp? Det samme gælder alle dem, der valgte amningen fra af den ene eller den anden årsag, og nu forsøger at overbevise den stakkels mor om, at hun bør gøre det samme, fordi hun tillod sig at sige hun var en smule træt, fordi det jo ikke er meget sammenhængende søvn man får. Hvis hun har et brændende ønske om at amme, hvorfor så prøve at tale hende fra det, blot fordi du ikke selv ammede? Hvorfor ikke bare støtte hende i hendes valg og så tilbyde din hjælp til at lette nogle opgaver hun ikke behøver at bruge krudt på.
Så kære veninde, mor, moster, søster, sundhedsplejserke og andet godtfolk. Lad nu de nybagt mødre være! Kan vi ikke prøve at støtte dem i stedet for at så al den tvivl hos dem? Kan vi ikke lytte til dem og forholde os til hver enkel mor og hver enkel baby som unikke individer og et unikt par, og ikke allerede have en forudfattet mening om, hvordan det hele skal være og hvordan de burde passe ind i et skema eller på en kurve?
Hvis baby ikke tager de magiske 250 g på hver uge, betyder det ikke, at de sulter! Hvis baby ikke sover 2-3 timers lure uden en lyd alene i vuggen, så er det ikke ensbetydende med de er sultne og derfor ikke kan sove. Hvis de gerne vil amme hyppigt om natten er det ikke ensbetydende med de ikke får nok at spise, eller der ikke er nok næring i mælken. Der er noget der hedder tryghedsbehov. Hvis den 4 måneder gamle baby pludselig opfører sig som en nyfødt og vil amme oftere og sover dårligere, så er det ikke nødvendigvis fordi det sulter! Der er noget der hedder appetitspring og det mest heftige ligger faktisk ved de 4 måneder (det tror jeg alle ammende mødre kan nikke genkendende til!). Det betyder ikke at der ikke er nok mælk, eller mælken ikke mætter nok. Baby regulerer bare sin appetit og det kræver sgu noget arbejde! Så nej det betyder ikke at de skal have flaske. Nej det betyder ikke at de skal have vælling eller begynde på grød, når deres små maver ikke er klar endnu. Det betyder bare at mor skal lytte til sin baby og møde dens behov, og hvis hun allerede gør det, så skal du saftsuseme ikke komme og så tvivl i hende. Det har du ikke ret til.
Lyt til hende! Respekter hende! Støt hende!
Hvis en mor oplever at hendes baby ikke er klar til at slippe natamningen eller natflasken når de rammer de magiske 6 måneder, så lad hende lytte til sin baby og gøre det hun finder rigtigt. Lad være med at dunke hende oven i hovedet og give hende dårlig samvittighed over, at hun lytter til sin babys behov og forsøger at møde dem. Hvis en baby ikke sover igennem, eller ikke virker klar til at rykke på eget værelse, så lad være med at få moderen til at føle at hun gør noget galt, fordi hun giver sin baby den tryghed den efterspørger. Lad hende nu vurdere hvad der er det rigtige for hende selv og hendes baby.
Lad os nu holde alle vores fantastiske meninger om, hvordan andres babyer skal være og bør udvikle sig, og så lade dem passe det selv. Hvis der ikke er nogen grund til at komme med et råd, hvis der ikke er nogen reel bekymring, hvis der ikke er nogen der har bedt om din mening, så lad være med at komme med den, især hvis du ved, at den går fuldstændig imod det moderen gør eller ønsker. Der er ingen grund til det. Lad os i stedet støtte hende på den bedst tænkelige måde. Fortælle hende hvor sej hun er, hvor fantastisk et job hun gør, hvor god en mor hun er for hendes barn og hvor skøn den lille guldklump er ?
Det tror jeg vi får nogle meget gladere mødre ud af og derved også nogle gladere babyer.