Amning er et kompliceret emne. Det burde det nok ikke være, eftersom det er et af de mest maturlige ting i verden.
Men det er forbundet med så mange følelser, og der er ikke 2 ammeforløb (eller ammestop) der er ens.
Der er mange grunde til at ønske at stoppe med at amme. Nogle mødre kommer aldrig igang. Nogle af dem har ikke et ønske om det, nogle har ikke et valg fx pga medicin. Nogle prøver, men overvældes og nogle kan bare ikke få det til at fungere. Nogle hænger i i nogle måneder, nogle har ingen problemer og det kører bare fra dag 1.
Så er der en gruppe der vælger at amme til barnet selv stopper, men… hvad hvis barnet ikke selv stopper? Altså i hvert fald inden for den tidsramme man måske ubevidst har sat. Hvad hvis man når til et punkt, hvor man er så træt af at amme, at det påvirker en psykisk? At man måske endda render og bliver halvirriteret på sit barn fordi det kræver mere end man ønsker at give? Hvordan stopper man her? Med både respekt for ens barn og dennes følelser, men også for sig selv og sine grænser.
Her er mit forløb med ammestop, af min søn der i skrivende stund er 2 år og 3 måneder.
Den er ikke skrevet til ende, men jeg føler vi synger på sidste vers og jeg vil gerne dele mine tanker, overvejelser og hvordan jeg konkrert har grebet det an. Måske du står samme sted og kan finde trøst i du ikke er alene. Måske du finder en vished om hvorvidt nu er det rete tidspunkt eller ej, og måske du får nogle komkrete ideer til, hvordan jeres ammeforløb kan slutte på en udramatisk måde.
Der er mange måder at gøre det på og er du ikke allerede stødt på den, så hop ind på Ammenet.dk hvor alt om amning er samlet.
Vores historie
Jeg har altid haft et brændende ønske om at amme mine børn. Det var et kæmpe nederlag, da det ikke lykkedes første gang og da vores 2. søn kom til verden kæmpede jeg med næb og klør og nrugte mange tusinde krloner på hjælp. Jeg ammede ham til han var knap 2 år og han stoppede selv (med en smule hjælp, da jeg sagde stop til nataming da han var ca 20 mdr).
Da vores 3. søn kom til verden skulle han selvfølgelig også ammes. Jeg havde imellemtiden læst et hav af bøger og erhvervet mig al den viden jeg kunne finde omkring amning. Jeg havde hjupet flere andre mødre med at få etableret et vellyket ammeforløb og der var intet i mig, der kunne forestille sig andet, end det ville blive nemt.
Det gjorde det ikke…. Fra første gang han hapsede på kunne jeg mærke noget var galt. Jeg prøvede alle ting. Stillinger, hjælp med at holde brystet, endda suppleringssystem, så han fik mere ind af gangen. Jeg havde endda en ammekonsulent ude, der dog ikke rigtig kunne give så mange andre råd, end at fortsætte med hvad jeg gjorde, inkl suppleringssystem så han kunne få nok og få flere kræfter. Men jeg vidste det ikke ville gå. Der var simpelthen noget i den lille mund der ikke fungerede ordentligt.
Den “lette” løsning havde været at give ham flaske, men heller ikke denne kunne han finde ud af at bruge. Han fik for lidt mad og fik alt for meget luft med ned. Han havde så mange mavesmerter og jeg kunne intet gøre for det lille menneske. Jeg var sikker på at han havde stramt tungebånd og konsulterede en klinik i Holland, der bekræftede det. Vi endte med at få det klippet (du kan se det her, da DR var med) og derefter begyndte et forløb med at reetablere amningen.
Hvorfor ammestop?
Jeg elskede at amme… Lige indtil jeg ikke gjorde mere, kender du det?
Da jeg syntes de utallige amninger hver nat der bare fortsatte blev virkelig træls. Da jeg syntes det var frustrerende jeg ikke kunne trøste min søn uden en babs. Da jeg var træt af at han kunne hygge sig med andre, og det sekund jeg trådte ind i rummet, pjevsede han og ville have ‘babber’. Men mere end noget andet var jeg træt af den lille hånd der hver evig eneste gang fumlede med den anden brystvorte, drejede, nev og nulrede i sådan en grad, at det gav mig kvalme. Jeg var træt af han bare lige skulle have 2 sekunder her og der igennem hele dagen, og at han skulle følge med i alt hvad der foregik omkring ham imens, så min brystvorte blev hevet og flået i. Og jeg var bare træt…. Træt af at dele min krop hele tiden med en anden, og træt af at hans søvn blev forstyrret fordi han syntes han skulle amme ofte.
Faktisk var jeg allerede træf af det da han var halvandet og forsøgte at stoppe natamningen der. Men han blev syg og den eneste næring han fik kom fra amning. Det skete to gange og jeg måtte erkende at han ikke var klar. Og det var jeg heller ikke, hvis jeg skal være 100% ærlig, for jeg følte at jeg tog noget fra ham, som han havde brug for og fandt så vanvittig meget tryghed ved, og at jeg prioriterede mine behov over hans.
Men lige inden han fyldte 2 år, kunne jeg mærke at jeg var nødt til at gøre noget, for at nætterne i det mindste blev bedre. Så jeg stoppede natamningen. Først prøvede jeg at skære en amning væk af gangen, men da der ikke var noget mønster i hans amning, var det svært. Til sidst sagde jeg blot til ham, at nu skulle babberne have lov til at sove om natten og det skulle han og mor også. Jeg havde en sutteflaske med vand med hvis han blev tørstig om natten, flyttede den sidste amning inden sengetid ind i sofaen, og sagde blot stille når han vågnede, at babberne sov, og han kunne amme igen når det var morgen. Han blev lidt ked af det et par gange, hvilket var helt okay. Jeg rummede hans følelser, sad med ham og nussede, eller gik rundt med ham i armene så han stadig havde trygheden. Indenfor en uge sov han langt bedre. Han kunne faktisk tage et første stræk på 4-7 timer hvor han normalt vågnede efter 30-60 minutter og skulle ammes første gang.
Vi samsov stadig og har gjort det hele tiden. Den amning der var svært at få bugt med var den tidlig om morgenen. Han vågnede gerne mellem 5 og 6 og kunne ike falde i søvn igen uden babs, og han var ikke frisk endnu. Så den holdt jeg fast i, i noget tid. Indtil han begyndte at vågne tidligere og tidligere og kræve den amning. Så den måtte også væk. Det tog et par uger før han helt kunne finde ud af at falde i søvn igen der tidlig morgen, og nogle dage var vi vanvittig tidligt oppe. Men der var intet drama forbundet med det. Han var ikke ked, og jeg fortsatte blot med at rumme hans følelser og tage udgangspunkt i hvor han var.
Han er altid blevet ammet som det første om morgene og det ville han stadig. Så i et par uger lagde jeg mig ind på sofaen med ham når han vågnede mellem 6 og 7 og ammede ham der og lukkede øjnene samtidig indtil han var færdig eller de andre 2 vågnede. Men da han igen begyndte at vågne tidligere og den pludselig var halv 6 da han syntes vi skulle stå op og amme, var jeg klar over det var tid til næste skridt og nu skulle vi stoppe helt. Jeg fortalte ham at det var sidste gang vi ammede om morgenen på sofaen og samme dag skar jeg ned for alle hygge amningerne. Jeg tilbød ham i stedet mad, drikke eller mine arme at putte i alt efter hvad det var han reelt havde behov for. Han brokkede sig en smule, men mærkede hurtigt selv hvad det faktisk var han havde behov for, og dagen efter flyttede vi morgenamningen, så jeg ikke ammede før om forminddagen. Så blev han ammet inden middagsluren, og først om aftenen da han skulle puttes. Det var markant færre amninger end normalt, men fordi jeg havde ro omkring det og at han ikke blot mødte et nej, men fik tilbudt et alternativ, var der ikke rigtig noget gråd forbundet med det. Normalt vil han ammes når han vågner fra sin lur, men det sagde jeg nej til og tog ham i stedet for i viklen, hvor han puttede sig ind til mig mens vi gik en lille tur i haven.
Dagen efter blev formiddagsamningen skåret væk, og han blev først ammet til middagslur og så igen til aften. Far tog ham med ned om morgenen da han vågnede og efterspurgte amningen. Han var ked af det i 5 minutter og havde så en super formiddag. Han spurgte mig nogle gange, men jeg sagde blot at han måtte få når vi skulle sove middagslur og tilbød så igen alternativ.
Et par dage efter fjernede jeg den amning inden middagsluren, og jeg brugte viklen til at gå en tur med ham i, når han var ved at være træt, og den faldt han i søvn i hurtigt de første 2 dage. 3. dag forsøgte jeg med barnevognen, hvilket slet ikke gik, så han røg i viklen igen, samt dagen efter. Samtidig fjernede jeg den sidste amning om aftenen og det hele foregik ganske udramatisk.
Dagen efter prøvede jeg barnevognen igen og her faldt han i søvn på et øjeblik. Han er der hvor han er ved at skippe middagsluren, men de dage han er træt, puttes han i barnevognen med en sut og ligger og nusser sin kanin mens jeg triller lidt rundt i haven. Han spørger ikke efter ‘babber’ og har ikke gjort det ret meget. De første 2 uger spurgte han om aftenen eller når han var træt, men jeg sagde bare kærligt og smilende, at de ikke virkede mere, og til sidst grinede han selv når han spurgte 🙂
Jeg tror at det vigtigste ved et respektfuldt ammestop er at mærke, om man er klar til at stoppe. Sådan helt ærligt. Om man er klar til at rumme den sorg og vrede der kan være forbundet med det for ens barn. Og så er det hamrende vigtigt at man er afklaret med, at det er okay at vælge at opfylde ens eget behov, selvom ens barn vil noget andet. Alder spiller selvfølgelig også ind og det er lettere hvis dit barn forstår hvad der foregår.
Men jeg tror det aller vigtigste er, at tage udgangspunkt i sig selv og sit eget barn og være villig til at sadle om og justere alt efter hvordan tingene går. Hvis jeg havde holdt på at gennemføre natammestop for 6 måneder siden, var det ikke gået på samme måde og jeg ville være plaget af skyld.
Hvis jeg stoppede brat fra den ene dag til den anden, ville det være for voldsomt for min søn, da amning jo har været en del af hele hans liv og både betydet nærhed, mad, trøst osv.
Men når man når dertil hvor amning slet ikke er rart eller hyggeligt, men føles som en overskridelse af ens grænser hver gang, så tror jeg det er vigtig at gøre op med sig selv, om den måde det påvirker en på, er det værd. Hvis man bliver irriteret og frustreret på et lille menneske, der jo blot gør som det mærker et behov for, så nytter det ikke noget. Så kan ens ønske om at amme til den lille selv siger stop spænde rigtig meget ben for muligheden for at være den mor du gerne vil være.
Du er altid velkommen til at kommentere eller skrive hvis du har noget på hjertet. Hvis du står overfor et ammestop, ønsker jeg dig al det bedste og sender oceaner af kærlighed <3