Appetitspring fra helvede – giv ikke op kære mor!

Kender du det – din baby har været forholdsvis nem, du har lært de små signaler, lyde og tegn at kende, ved hvad din baby vil have og søvnen kører faktisk ok. De mange smil du får smelter dit hjerte og den lille pludrer lystigt derudaf. Det er sgu egentlig meget fedt der her mor halløj 🙂 BOOOM så rammer det! Som et lyn fra en klar himmel! Pludselig er din glade lille trold væk, INTET af det du gør virker, nattesøvnene er en by i Rusland og du begynder at spekulerer på, om du i virkeligheden overhovedet egner dig som mor. Du begynder at tvivle på dig selv, for hvad søren kan der være galt? Hvad er det du gør forkert og hvorfor har du pludselig en hysterisk lille skrigballon der KUN er ude på at gøre livet surt for dig?

Velkommen til appetitspringet fra helvede – din lille guldklump er højst sandsynligt lige omkring de 4 måneder og det her trækker tænder ud for langt de fleste. Nu kørte det jo lige og så vælter hele lortet! Men det er helt naturligt (hvilket ikke gør så meget andet end at forsikre dig om, at der IKKE er noget galt med din baby eller dig). Dette appetitspring er ene og alene skyld i, at rigtig mange kvinder opgiver amningen på dette tidspunkt, begynder at tænke (og ofte også får af vide af andre! grrrr) at der ikke længere er nok næring i deres mælk, OG at alt for mange babyer begynder på fast føde længe inden de er klar til det. For det er ikke nemt at amme en 4 måneder gammel baby, hvis bevidsthed pludselig er ALLE steder og som bestemt ikke vil gå glip af noget! Det er heller ikke nemt at amme en 4 måneder gammel baby, der pludselig mærker sulten på en helt anden måde og vågner en gang i timen HELE natten for at amme, men måske kun tager et par tåre og så atter forsvinder ind i drømmeland. Det er ikke nemt at være sammen med en baby hele dagen, der pludselig  kun powernapper og vil ammes 100 gange i døgnet, når man nu lige havde fundet en super rytme og fik sig nogle velfortjente sammenhængende timer om natten. Det er faktisk røv hårdt, og det må du gerne syntes! Det gør dig ikke til en dårlig mor og det betyder ikke, at du ikke elsker din baby. Det betyder bare at du er presset, fordi din krop pludselig sættes på en hård prøve. Men kære mor – der er lys forude. Jeg kan desværre ikke give dig en præcis melding om, hvor længe du må væbne dig med uanede mængder af tålmodighed og overskud og må finde dig i at blive brugt som en menneskelig sut og have babserne fremme mere end de er pakket væk, men der ER lys forude og det går over igen <3 og alene det kan måske give en smule ro og tro på at det ikke er dig den er gal med. Det eneste du kan gøre, er at indstille dig på, at være RIGTIG meget sammen med din baby, sove lige så snart muligheden byder sig, køre fri mælkebar og så ellers bare trække vejret DYBT ned i lungerne og fortælle dig selv, at du nok skal klare det. For det skal du nok, Men for Guds skyld, lad være med at tro du ikke kan mætte din baby, at du ikke har nok mælk, at du nu er nødt til at give flaske, vælling, græd eller andet. Det er slet ikke det det handler om. Det handler om, at din baby nu gerne vil have MERE mad af gange, men færre gange om dagen (også selvom du nok tænker det med færre gange da SLET ikke kan passe, for I bestiller jo ikke andet!). Så din baby er i virkeligheden ved, at gøre alt hvad han/hun kan, for at sætte produktionen i vejret, så dine babser kan levere mere mad på en gang – og det tager altså lige et øjeblik. Som en mor skrev tilbage til mig efter jeg havde været ude hos hende: “Vi er på den anden side af appetitspringet, efter ca.18 dage og ikke mindst nætter – det føles så godt at sove om natten igen og hun (baby) har ene og alene (med mine babser i munden 24/7) sørget for at jeg nu har mælk til et helt fodboldhold ; )”

Den gode nyhed er, at jo mere du bare lytter til din baby og lufter fortrinene når de efterspørges, jo hurtigere går det 😉 Så indstil dig på, at have en nyfødt igen i et par uger, for det føles næsten sådan. Og hiv så ellers tid ud af kalenderen, meld fra til det der ikke er nødvendigt og bare vær sammen med din baby, for det er det eneste han/hun har brug for lige nu. Læg sammen når det er puttetid og få lukket dine øjne og tanket op, for lige nu kræves  der rigtig meget af dig, men du kan klare det, stol på det <3

Kærlig hilsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *