En af de største beslutninger i livet, handler om det at få børn.
Det er et kæmpe ansvar at sætte et lille menneske i verden, og det er langt fra alle der har lyst, eller føler de kan leve op til det ansvar. Det er så super vigtigt at man lytter til sig selv i denne sammenhæng, for der kommer ikke noget godt ud af at gøre som andre ønsker.
Det kan godt være din mor brændende ønsker sig at blive mormor/farmor, men det er ikke hende der skal stå med det lille menneske i armene kl 3 om morgene, fuldstændig zombiagtig og ikke ane sine levende råd. Det er dig, og det skal du have mod på, eller i hvert fald have gjort dig bevidst, at det er en del af pakken.
Det kan også være I har fået nr 1 og omgivelserne efterhånden mere end hentyder at det da må være på tide med nr 2, for den lille skal da ikke være enebarn.
Men igen, det er ikke dem der skal deale med 2 små mennesker med modsatrettede behov – en storebror eller -søster der måske reagerer voldsomt på den pludselige ændring, og at han/hun ikke længere har sine forældres fulde opmærksomhed.
Hvordan ved man at man er klar?
Et af de store spørgsmål er, hvordan man ved hvornår man er klar til at få børn.
Selvfølgelig er der det rent praktiske med, at man lige skal have fundet en at have det med, og at denne også gerne vil have børn, ellers bliver det lidt kringlet. Men selv når det er på plads, hvordan ved du så at du er klar til det?
Der findes mange uskrevne regler, der handler om alder, modenhed og endda antal år du og din partner har været sammen. Personligt har jeg det meget stramt med regler – især dem der forsøger at skære alle over en kam.
Jeg tænker det vigtigste må være at mærke efter indeni. Hvorfor vil jeg have et barn? Hvorfor nu? Hvad hvis jeg aldrig fik et barn, hvordan ville jeg så have det?
Virkelig være nysgerrig på ens bevæggrunde for, at sætte et lille menneske i verden.
Hvis man så kommer frem til, at det føles rigtig og som et naturligt skridt, så er det en god idé at tjekke om der overhovedet er plads i ens liv lige nu. Og overskud.
For rigtig mange bliver overvældede når det lille menneske melder sin ankomst, fordi de pludselig finder dem selv i en situation, hvor alt det de kunne før, alt det de syntes var vigtigt, hyggeligt og rart – det pludselig forsvinder og virker uoverskueligt at få presset ind.
For sådan en lille trold ER bare en kæmpe omvæltning, og der er en masse ting, der for en stund må træde i baggrunden.
Jeg ved godt vi ofte får af vide, at man jo stadig kan det samme selvom man er blevet forældre, men vil man virkelig det? Er meningen med at få børn ikke netop at begynde på et nyt kapitel, med nyt indhold og nye oplevelser?
Og ærlig talt, der er bare nogle ting der er mega svære at forene med små børn. Ens liv får ligesom en anden rytme og noget andet substans end før, og det er faktisk okay.
For der er også en masse fede ting ved dette nye kapitel, men hvis man ikke tør slippe det gamle i tiltro til,at det nok skal komme igen, så bliver det svært at tage skridtet helt og ærligt. Så hænger man lidt på mellemhånd i en evig frustration over ikke at kunne gøre nogle af delene godt nok, og det er sgu ikke fedt.
Men hvad så med nr 2, og 3 og…
Jeg snakkede en gang med en der spurgte mig, hvordan man vidste når man var færdig med at få børn.
Jeg synes det var et sindsygt godt spørgsmål, og jeg rendte faktisk og spurgte mig selv om det samme.
Jeg tror det er super individuelt. For nogle er det mere end nok med én – de elsker det lille menneske, men har slet ikke lyst til at skulle igennem graviditet, fødsel, søvnmangel, evige behov osv osv. Så er det ret nemt at vide at man er færdig – at det var det.
Men hvad med dem, der elsker at være gravid, at mærke det lille liv spire indeni. Er fuldstændig forblændet af det øjeblik hvor de ser deres lille vinunder for første gang. Der ikke har noget imod de søvnløse nætter, og evige behov – bevares det er da ikke en dans på roser, men de tager det gladeligt med.
Hvis man har det sådan, eller blot elsker duften af baby, hud mod hud, tætheden, symbiosen osv, hvordan ved man så, hvornår man er færdig?
Det store spørgsmål
Jeg elsker den måde hvorpå vi altid støder på temaer, som i forvejen rører på sig i vores liv.
I øjeblikket ser jeg mange spørge i forskellige sammenhænge om de mon skulle få én til eller ej. Kvinder der er dybt i tvivl om hvorvidt de skal bringe endnu et barn ind i verden elle ej, og søger råd hos andre. Jeg elsker den måde hvorpå verden er blevet meget tættere på, og man kan spørge andre ligesindede til råds, og samtidig krummer jeg tæer over hvor meget jeg faktisk oplever vi lader være op til andre… lader deres meninger påvirke os og vores beslutninger. For deres meninger kan jo altid kun bunde i deres egne erfaringer, deres egne liv, og de kan jo ikke blot overføres til andre.
Hvis man render med tanken om at få et barn til, børn man stille sig selv samme spørgsmål som første gang.
Hvorfor vil jeg have et barn til?
Hvorfor nu?
Har vi overskud til at gå det hele igennem igen – føler vi os stærke nok i vores forhold til endnu en prøvelse?
Hvad med vores første barn, er han/hun klar til at blive storebror/ -søster?
Har vi plads i vores liv, og er vi indstillede på, at vælge nogle af de ting fra, som vi igen har fået tilbage, eller i hvert fald sætte dem på pause?
For handler det blot om duften af baby, kan man sikkert låne én og snuse til af en veninde eller noget 😉
Men har man et brændende ønske om at gå hele turen igennem igen, og tilføje endnu et medlem til familien, så er det nok svært at tilfredsstille det på andre måder, end at få én til.
Men det skal ikke være fordi andre synes I skal.
Eller fordi andre siger at det var det rette for dem, eller at deres førstefødte bare tog det super fint, og nr 2 var nem og sov igennem efter 4 uger osv osv.
Alle børn er forskellige… alle mødre er forskellige og alle familier er forskellige, så det eneste du kan gøre er at mærke efter hvad der føles rigtig for dig.
Vær realistisk
Det handler i høj grad om at være ærlig overfor sig selv.
Jeg ELSKER babyer. Jeg elsker at være gravid, er fuldstændig vild med at føde, og det øjeblik hvor min baby lander på min brystkasse og jeg mærker ham/hende for første gang, kunne jeg leve i for evigt.
Jeg elsker den første tid, al den tætte kontakt, at stirre på det her lille menneske der er fuldstændig perfekt. Jeg kan ikke få nok.
Af de grunde alene kunne jeg få børn helt indtil min krop helt naturligt sagde stop, så så jeg alene på dem, ville jeg aldrig føle jeg var færdig med at få børn.
Jeg har 3 nu… den mindste er lige blevet et år og den ældste er 6 år. Jeg har ikke sovet en hel nat i 6 år.
Jeg er ikke ved at dø, som jeg ellers var overbevist om jeg ville efter de første måneders søvnløse nætter.
Jeg har også fundet ud af at jeg stort set kan alt med én hånd.
Jeg er grædefærdig ved tanken om aldrig at skulle være gravid mere, aldrig mere føde et barn,og aldrig mere have så lille og hjælpeløs et menneske i mine arme.
Men jeg er også ofte fortvivlet over, at jeg ikke kan være alt det jeg gerne vil være for hver af mine drenge.
At jeg hele tiden skal dele min opmærksomhed og tid.
At jeg aldrig har et øjeblik alene og altid har andres behov der skal opfyldes.
Jeg er træt og savner at sove en nat uden et lille menneske på mig og uden at blive vækket mange gange.
Jeg ved også, at fik vi endnu en, så ville der kun være flere at give opmærksomhed, og det første lange stykke tid, ville jeg være plaget af skyld overfor de andre, fordi jeg måtte være så fraværende pga af den lille ny.
Så det er ikke kun mine behov der skal tænkes på længere – der er efterhånden mange i ligningen.
Og det er aldrig til at vide, hvornår skæbnen rammer, og det barn der kommer måske har særlige behov, og ærligt, er jeg ikke sikker på jeg ville kunne klare det uden at blive ædt op af dårlig samvittighed overfor de andre.
Så hvornår ved man at man er færdig med at få børn?
Det tror jeg ikke er alle der ved. Jeg tror ikke alle når følelsen af mæthed, eller nu er det nok.
Jeg tror nogle altid vil savne det at have et lille nyt menneske i armene.
Men så længe man kan slutte fred med det, og kan se, at det giver mest mening at lade være, og at det er et kærligt valg overfor sig selv og sine andre børn, så tror jeg at det er lettere at leve med<3
